Hugormebid

Mennesker reagerer forskelligt på hugormebid. Nogen får slet ikke symptomer, mens andre bliver meget syge. Disse variationer kan skyldes mængden af indsprøjtet gift, personens alder, kropsvægt, bidstedet og graden af fysisk aktivitet efter biddet.
- Både børn og voksne bør observeres på et sygehus efter hugormebid. Tag derfor på skadestuen.
Kroppens reaktion på hugormebid
Hugormebid giver i de fleste tilfælde smerter og hævelse omkring bidstedet. Hævelsen kan tiltage hurtigt i de første timer, og huden bliver efterhånden blåligt misfarvet. Hævelsen kan tage til i et par døgn efter biddet. Man kan også få alvorlige, almene symptomer som bleghed, mathed, ildebefindende, mavesmerter, opkastninger, hurtig og svag puls samt åndedrætsbesvær.
Forebyg, at børn bliver bidt af en hugorm
De fleste hugormebid har et godartet sygdomsforløb, men børn og ældre mennesker er særligt følsomme over for hugormebid, og ca. 10% udvikler en alvorlig forgiftning. Du kan forebygge hugormebid hos børn ved at være opmærksom på følgende:
- Børn bør have gummistøvler på, når de leger i områder, hvor der kan være hugorme
- Lær børn, at de aldrig må røre en hugorm.



