
Stik af fjæsingens pigge
Stikket er smertefuldt, men sjældent alvorligt
Det kan være meget smertefuldt at blive stukket af fjæsingens giftige pigge. Du vil ofte få kraftige smerter, hævelse og misfarvning omkring stikket. Smerterne kan stråle ud i hele armen eller benet, og du kan også blive svimmel og få hovedpine.
Det sker kun sjældent, at fjæsing-stik fører til alvorlig sygdom. Stikkene ledsages imidlertid ofte af infektioner med usædvanlige bakterier.
Fjæsingen har giftpigge på den forreste rygfinne og på hvert gældelåg.
Behandling af fjæsing-stik:
- Anbring stikstedet i 40-45 grader varmt vand i 30-60 min. Afprøv temperaturen med en rask hånd. Det varme vand lindrer smerten.
- Fjern eventuelle rester af piggen, og vask med vand og sæbe.
- Supplerende behandling med smertestillende medicin kan være nødvendig.
- Søg læge eller ring til Giftlinjen på 82121212, hvis symptomerne fortsætter eller er meget udtalte - eller hvis der opstår tegn på infektion.
Hvornår er der risiko for at blive stukket af en fjæsing?
Badende kan være uheldige at træde på en fjæsing, idet den ofte ligger nedgravet på lavt vand om sommeren. Fiskere kan også blive stukket, når fjæsingen tages af krogen. Og endelig kan stik fra en død fjæsing også være giftige.



